I Vejle afholdes der arkitektkonkurrence om fremtidens Søndermarken 
Vejle
I Vejle Kommune skal en arkitektkonkurrence tilvejebringe forslag til en bæredygtig, arkitektonisk visionsplan for forstaden Søndermarken, der begejstrer og fortryller, og som kan give Søndermarken et bedre image. 
17. januar 2012
5 teams prækvalificerede
Søndermarken i Vejle går en meget spændende fremtid i møde. Vejle Kommune og Realdania har prækvalificeret fem stærke teams med arkitekter, ingeniører m.fl. til at komme med forslag til Søndermarken - Fremtidens Forstad. Resultatet skal blive en bæredygtig, arkitektonisk visionsplan for Søndermarken.

I et usædvanlig skarpt felt bestående af 21 interesserede og kvalificerede teams har Vejle Kommune og Realdania udvalgt: 

 

  • Transform APS
  • JDS / Julien De Smedt Architects
  • COBE Aps
  • Bureau B+B stedenbouw en landschapsarchitectuur
  • Rambøll Danmark A/S, RAVN Arkitektur
 Læs mere i pressemeddelelsen.



Konkurrencens formål

Konkurrencens formål er at komme med forslag til en bæredygtig, arkitektonisk visionsplan for Søndermarken, der begejstrer og fortryller, og som kan give forstaden Søndermarken et bedre image.

 

Søndermarken er en forstad på ca. 200 ha, der ligger i et naturskønt område 4 km syd for Vejles centrum. Området rummer parcelhuse, et stort alment boligområde, virksomheder, institutioner og et bydelscenter. Bydelen gennemskæres af Grønlandsvej. Beliggenheden mellem to smukke ådale er én af områdets store kvaliteter. Dele af området er præget af fraflytning og et dårligt image. Området er overvejende udbygget, men rummer delområder og overgangszoner, som ønskes forbedret for at gøre bydelen mere attraktiv.


Boligforeningen AAB har netop vedtaget en helhedsplan for Løget, der er en del af Søndermarken, som bl.a. omfatter forbedringer af boligerne og nogle af friarealerne.
Konkurrencen handler om at skabe en levende, attraktiv og sammenhængende forstad med høj arkitektonisk kvalitet, der inspirerer både offentlige og private parter til nye måder at investere og agere på i området. Der ønskes udviklet visioner for omdannelse og forslag til nye sammenhænge og synergier, som kan løfte Søndermarken.


Med udgangspunkt i områdets arkitektoniske og landskabsmæssige kvaliteter ønskes bud på bykvaliteter, der skaber sammenhæng og bedre udnyttelse af de store, rekreative potentialer specielt i Mølholm Ådal.


Forslagene skal også demonstrere, hvordan man gennem en visionær kulturel, social og erhvervsfremmende udvikling kan styrke Søndermarkens image, så det bliver en dynamisk og multikulturel forstad som forbillede for andre forstæder.

I arkitektkonkurrence for Søndermarken vil der blive fokuseret på følgende fire temaer: 

Arkitektoniske visioner for fremtidens forstad
Vi ønsker at skabe en fortryllende og attraktiv forstad, der afspejler et bæredygtigt bysamfund, og giver nye visuelle oplevelser for bydelens beboere, virksomheder og besøgende. Der skal udvikles nye fysiske anlæg og bykvaliteter der udtrykker positive og spændende elementer, og afspejler de mange kulturer i området. De monofunktionelle byområder skal gennem en visionær plan kunne udvikles til en bæredygtig og visuel spændende forstad gennem nye fysiske forslag til forstadens struktur, bebyggelse og byrum. Der skal tiltrækkes offentlige og private investeringer, der kan løfte de områder, hvor bydelens potentialer ikke udnyttes tilstrækkeligt i dag. Det gælder f.eks. bydelscenteret, erhvervsområderne og dele af det almene boligområde og Mølholm Ådal.


Naturområde som magnet for oplevelser
Vi vil gøre ådalenes unikke landskaber til en integreret, rekreativ del af bydelen og af Vejle by. Vi ønsker forslag til, hvordan vi kan skabe et naturområde, der i sammenhæng med bydelen kan blive en stor rekreativ attraktion, der markerer sig som et nationalt fremtrædende eksempel på, hvordan potentialerne i de bynære områder kan bidrage til at gøre den lokale forstad mere attraktiv. Et naturområde, hvor der er plads til intensive oplevelser og aktiviteter inden for leg, bevægelse, kunst, kultur og events for lokalområdet og for Vejle. Det skal ske i respekt for den miljømæssige bæredygtighed, hvor naturindholdet styrkes, og området skal gøres mere tilgængeligt.


Grønlandsvej – velkomst til en dynamisk forstad og Vejle
Grønlandsvej er adgang til hele Søndermarken. Den skal i fremtiden være en flot bygade gennem Søndermarken og en smuk velkomst til Vejle. Den skal udtrykke dynamik, og understøtte forstadens identitet og særlige grønne karakter. Byudstyret og bebyggelsen ud til Grønlandsvej skal samlet signalere en spændende og dynamisk bydel. Gaden skal være trafiksikker og tryg for alle trafikanter.


Mangfoldig og levende forstad – udvikling af kultur og erhverv
Vi vil skabe mere liv, oplevelser og aktiviteter i bydelen gennem ideer til en visionær kulturel, social og erhvervsfremmende udvikling med udgangspunkt i ressourcerne hos lokalområdets beboere, institutioner og erhvervsliv. Vi ønsker en strategi for, hvordan vi udvikler rammer og traditioner for nye multikulturelle aktiviteter og byoplevelser, der kan styrke bydelens udvikling og image som en attraktiv forstad i Vejle.